Indledning

Søndagens tekst, som I om lidt skal høre, har temmelig meget kant. Så meget at den er på kanten af hvad vi mener er god kristen overbevisning og handlemåde. Gavmildhed er klassisk kristen selvforståelse, gavmildhed med andres ejendom, som er hvad godsforvalteren benytter sig af og endda til egen vinding, er noget mere anløbent. Manden, som vi har med at gøre i dagens tekst, er kendt som ikke alene den ødsle, men også uærlige godsforvalter. Ødsel har han været hele tiden, han har brugt ejerens formue rimelig ringe, men uærlig bliver han først, da han for at redde sig selv, bruger yderligere af formuen til egen vinding. Det behøver vi imidlertid ikke fortabe os i – vi behøver ikke på seoghør-måden at grave efter smuds - i stedet kan vi forstå teksten som en læsning, der ligner yin og yang – det lille runde tegn, hvor en dråbe sort er i det hvide, og en dråbe hvidt i det sorte, for at minde os om at verden ikke bare er sort-hvid, men et væld af gråtoner. Lad os se, hvor det kan bringe os hen i dag og hvad rolle den ødsle, uærlige godsforvalter kan spille for vores menneskesyn og selvforståelse.

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Luk 16,1-9

Prædiken

Man sidder der, i det liv der er blevet en givet, og aldrig var ens ejendom, og klatter det som godsforvalteren væk. Som vi, har han fået til opgave at forvalte en andens ejendom – henholdsvis et gods og et liv – og behandlingen af begge er næsten sjofel – det går måske for vidt at kalde vor tid dekadent, men det snerper. For i vores overflod tager den ene dag den anden, og det ene kilo bliver til det næste. Det som i starten bare var at han lagde lidt til side til sig selv, tog lidt af renterne, spiste resten af kagen, forsvindende lidt, så lidt at hverken ejeren eller han selv rigtig bemærkede det, blev med tiden til et anseeligt svind. Til et gnavende hul af mangel, hvor der skulle have været noget. Sådan kan man også finde sig selv i livet; mellemglad, måske endda mellemfornøjet, livet blev ikke til mere, men til mindre. Dag for dag, fordi man gnaver af sig selv. Hvad fylder du dit liv med – med ingenting? Med klingende hulhed? Godsforvalteren gør. Og herremanden er ikke tilfreds. Forvaltningen er slået fejl. Far er sur. Og skuffet. Og godsforvalteren aner ikke sine levende råd; og gør det eneste der ligger lige for – deler ud. Så har han da gjort noget godt for nogen. Og her forstår vi igen at pengene jo bare er et billede. Vi puger, ja vi gør, men ikke kun kontanter. Vi puger lykke; vi puger børn og kvadratmeter, luksuriøse feriemål og designerhjem. Vi puger endda tilbagelagte marathonkilometer, tøjets størrelse i nakken og dage siden vi røg den sidste cigaret. Vi puger med andre ord livet sammen i stedet for at dele ud. Vi er en belastning for os selv. Domprovsten på Fyn har sagt ganske viist om årsagen til kirkegang og om mennesker generelt; ’Du fylder meget i din egen verden. Alt for meget. I kirken hører du, at der står en anden lige ved siden af dig, som har brug for dig. Du hører, at du ikke er hovedpersonen i dit eget liv - et liv, hvor bekymringer og spekulationer har det med at tårne sig op omkring os, så vi ikke kan se klart. Når du går i kirke, føres du op på et højt sted, hvor du igen kan se langt. Når du er kørt fast i daglige rutiner og de sædvanlige måder at gøre alting på, at puge livet sammen som om det var dit fx, kan der pludselig komme en vej til syne, som fører dig nye og overraskende steder hen. Og Domprovsten fortsætter; når vi går i kirke er det ikke for at udvikle os, men for at afvikle os. Vi behøver ikke blive til mere. Godt at vide, at vi ikke skal kunne det hele og lidt til. Godt at vide at det hele ikke afhænger af charme, selvtillid og lækkert hår. Godt at vide, at vi er gode nok, som vi er. For sådan er det at være et uperfekt menneske. Det vi ellers jagter – puger - sådan – stræber efter at være pletfri, lydefri lam, men så mister yin og yang sin tyngde og betydning. Hvis pletterne bytter plads igen bliver alt så ganske poleret. Hvidt er hvidt, sort er sort, og alting er sort hvidt. Det er et forenklet verdensbillede. Det har sine udløbere at tænke sådan. Tænke sådan om os selv. For fortsættelsen lyder: Her er jeg; ganske uden mangler, du må tage mig som jeg er, heldigvis er det perfekt. Der er vi havnet i vores kultur, i vores pugerri af lykkeklodser. Det er det farligste sted at slippe kristendommen som grundtænkning. Det farligste i verden er at tro at man er så god som man nu er. Og at det er godt nok. Ja faktisk at man har sin gode ret til at være præcis som man er, fordi man – ja os alle – er perfekte i vores individualitet, vores væren unikke. Så bortmaner vi den sorte plet fra det hvide. Den plet, som giver skyldsbevidsthed. Det mangler godsforvalteren aldeles og det mangler vi i vores skuldertrækkende kultur. Mangler evnen til at have samvittighedskvaler, det at vi ved vi gjorde noget og ikke gjorde det godt nok. Nej, gjorde jeg noget galt, var det bare hvem jeg er, og det er min ret, og derfor ikke galt. Helt poleret, som en glorie.

Det er i grunden en underlig blanding; at vi på den ene side insisterer på at være hvem vi er, hver især, og på den anden side insisterer på at vi skal være hinanden lig. Lige slanke, leve lige længe, spise lige sundt, løbe lige langt. Ligne hinanden. Ligesom den gamle Monty Pythonfilm Life of Brian, hvor horden af mennesker svarer; We are all individuals og kun en enkelt svarer I’m not! Det er jo urkomisk – at vi jagter forskellighed på samme måde. Men midt i alt det – al vores væren optaget af os selv, som domprovsten sagde - har vi glemt at retten til at være menneske ikke må overskygge forpligtelsen på andre mennesker. Vi kan bruge godsforvalteren til at indse at vi er uperfekte mennesker. Også i den henseende. Bruge ham til at fremmane skyldsbevidsthed; som kan være ganske frugtbar! At der også i mig er en plet af noget, en plet som gør mig fejlbarlig!! I modsætning altså til hvad vi for tiden fortæller hinanden. Der lyder det som et mantra; Du er ok, jeg er ok, vi er ok. Underforstået; gør som det passer dig, ingen kan klandre dig. Det er kilden til manglende skyldsbevidsthed. Det syndfri menneske… Det perfekte menneske måske endda? Det duer jo ikke, for skyldbevidsthed er vejen ud af at vi skal være fuldstændiggjorte allerede her i livet. I kirken lyder menneskesynet derfor anderledes, og også derfor giver det god mening at komme her – her er vi uperfekte og det er i virkeligheden en ganske stor lettelse at vide sig uperfekt ikke mindst i en tid, hvor vi alle sammen skal være så tjekkede og overskudsagtige at det ikke er til at holde ud, når man udmærket kender og husker alle de skæverter man selv har slået og med garanti vil slå igen og igen.

Vi lever i en verden af mennesker, som alle er aldeles uperfekte. Det er ikke engang sådan at nogle er og andre ikke er. Det ville være en sand jammerdal. For tænk engang, hvis det kun var de perfekte, der kunne blive gift.

Tænk hvis det kun var de perfekte forældre, der fik lov at få børn.

Gud ske tak og lov, så er det ikke sådan og det er heller ikke det, vi hører når vi træder ind i en kirke og lægger øre til, hvad Kristus fortæller os om Gud og hans kærlighed.

Herinde møder vi en Gud, hvis kærlighed er så stor, at han også kan elske det uperfekte menneske, f.eks. bedragerne, de der ødsler og de der er uærlige, ja alle dem, der svigter. I evangelierne ser vi, at det er én lang historie om, at Gud viser sin kærlighed til uperfekte mennesker som jer og mig. Bibelen er fyldt med uperfekte mennesker i en række, der strækker sig helt tilbage til Adam og Eva, da de første gang kom til at spise æblet. Uperfekte mennesker der i Guds øjne får lov at se en kærlighed, der streger ud og lader os begynde forfra.

Og sådan vil vi gerne have det – vi vil gerne have en verden, hvor vi må være plettede, hvor vi må leve med at vi gør tingene forkert, hvor vi vejer for meget, løber for lidt, skælder for meget ud, og tager af noget, som ikke er vores. Fordi vi i den skyldsbevidsthed og indsigt af vores egen utilstrækkelighed, med tyngde og alvor kan bede vores fadervor og huske vores egne svigt – og godsforvalterens – når vi når til linjen; forlad os vor skyld som også vi forlader vores. For skyldsbevidsthedens frugt er et nænsomt blik ikke på os selv, men på mennesket ved vores side. Lad os trække på skuldrene af deres små fortrædelser; når han igen har glemt at slå toiletbrædtet ned eller hun igen har brugt penge på noget overflødigt. Lad os eftergive noget af hinandens gæld. (At være uperfekt og vide det er at kunne leve nænsomt. Vi behøver ikke redde os selv ved hjælp af andre, men vi kan redde andre ved hjælp af os selv.)Lad os derfor med godsforvalteren være uperfekte sammen.

Ære være faderen, sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.