Intro

Prædike er hvad præster gør hver uge ved søndagens gudstjeneste. Det er at tale om det, dagens tekst betyder. Den tekst, der skal læses kommer fra et af bibelens 4 evangelier og teksten er den samme i alle danske kirker. Dvs at den tekst jeg læser om et øjeblik, netop nu lyder over resten af landet også. Prædiken derimod er præstens egen – vi skriver den og holder den, ligesom en tale til en fest eller som en forelæsning på en skole.

Teksten i dag skal have et par ord som indledning; den handler nemlig om, hvad vi mennesker bruger vores tankekraft på. Det vi tænker på, er det der fylder os. Og teksten vil i dag fortælle os at vi ikke har nogen glæde af at bekymre os for morgendagen. Den siger også, at hvis du går og bekymrer dig om tøjets mærke, aftensmadens menu eller antallet af kroner på kontoen, så fylder du din hjerne med noget mindre væsentligt end det der burde fylde. Det der burde fylde er Gud – men husk så lige at oversætte Gud til meningen med livet. Det der bør optage os er meningen med livet; vores, andres, alles. Teksten finder I i salmebogen på side 1251.

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge bare én dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Kong Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34

Prædiken

I dag vil prædiken være kort – ellers kommer vi aldrig videre, når der skal gives forklaringer til, hvad der i øvrigt sker i gudstjenesten. Dvs at i dag er den tale jeg har skrevet, kortere end andre søndage. Der skal derfor også hurtigt skæres ind til benet: denne tekst, som handler om at udpege, de bekymringer vi i vores samfund almindeligvis gør os, de udspringer som oftest af mammon. Mammon er penge – ussel mammon. Bekymringer går på – ikke om vi får mad i morgen, de overvejelser tynger de færreste i vores land – men om vi har penge nok. Nok til det vi vil. Vi bekymrer os derfor om det overflødige; om telefonen er den nyeste, rejsemålet det rette og om kødet er fritgående. Det er en underlig ubalance – at bekymre sig om det, som ingen bekymring fortjener.

Hvis nu teksten havde lydt på det afrikanske kontinent, så havde der været en art hån i det. Der er det nødvendigt at bekymre sig om mannagrøden, for ellers er der ikke mad i maven. Det er alt andet lige en hel del nemmere for mig, et menneske fra det rige Europa, at tro på, at rigdom ikke gør en lykkelig, når der ingen fare er for, at jeg sulter ihjel. Det er meget nemmere at se stort på penge – mammon – og rigdom, når jeg ikke risikerer at bukke under, bare fordi jeg kommer på halv tid og halv løn.

På den anden side er det noget underligt noget – sådan at påstå at vi ikke har ret til bekymringer, fordi vi ingenting mangler. Det er på sin vis også en hån for os. Er det ikke ret og rimeligt at bekymre sig om der går løn ind, eller om dagpengeperioden forlænges, bare for at nævne noget? Når vi hører i teksten at vi ikke skal bekymre os – ja, så er der vel også noget, der skurer i vores ører. Kan vi virkelig på den måde anlægge en form for ubekymrethed over både tidligere, nuværende og kommende dage? Nej, det kan vi ikke. Én ting er vores egne private bekymringer, som vi måske gør os unødigt, noget andet er vores kendskab til fattigdom og elendighed blandt vores medmennesker. Dem går det slet ikke ikke at bekymre sig om. Ej heller når vi tænker på al den vold og ondskab, der findes. For tiden meget aktuelt i Syrien. Det må vi da bekymre os om! Bekymring og ansvarlighed er ikke det samme, fordi ubekymrethed og ansvarlighed ikke er modsætninger, der gensidigt udelukker hinanden. Det er en pointe i sig selv! Vi må tage ansvar for verden langt fra os ligesom for det nære. Også nogle i vores nærhed lever i stor bekymring pga. sygdom, og andre gennemlever sorgen over et tab. Bekymring er en del af ethvert liv, der rummer lidelse. Det er hvad ligger i udsagnet om at hver dag har nok i sin plage. Pointen er ikke så meget at denne dags besvær ikke må gå os på, som at stille sig uforstående overfor, hvorfor vi mon lader vores liv overskygge af fortidens misforståelser og ærgerlige begivenheder, og hvorfor vi frygter for fremtiden, som ingen af os har magt over. I stedet er der rigeligt at gøre og gribe i i denne dags bekymring. Egen lidelse, og hvis ikke den; så andres! Hver dag har nok i sin plage – der er nok at gøre også uden at brede bekymringerne ud! Mange af os lever da også bekymrede liv; forældre bekymrer sig om deres børn, voksne børn bekymrer sig om deres forældre, konfirmander bekymrer sig om festen og dåbsfølger om gæsterne og stegen. Der er nok at gribe i. Vi kan snurre rundt om det vi bekymre os om, og langsomt men sikkert blive spundet ind i spindet; nærme os kvælningspunktet af overbekymring. På et tidspunkt bliver det til angst, men selv inden da, selv bare overdreven bekymring, ja selv bare bekymring i sig selv, lægger sig klamme, hindrende, hæmmende hånd på menneskers liv.

Men der er også mere; for sætningen Jeres far ved, hvad I trænger til, endnu før I beder om ham om det – klinger også indeni. Oplever vi det som sandt? Ikke rigtig. De privilegerede få, måske. De, der evner grundtaknemmelighed, også. Men mange får ikke det job de vil have, de børn de ønsker sig, den helbredelse de jager. Og midt i ikke at få, kan det ske at troen på Gud forsvinder. For han var jo den, der vidste hvad vi havde brug for, men vi fik det ikke. Det leder os måske til den fejlslutning, at der ingen Gud er. Men hov; her går vi galt. Her har vi forrykket hvem vi tror på. Vi har gjort Gud til en julemandsgud – en forvalter af ønsker, ham der deler goderne ud – ja en slags mammongud. Vi tilbeder den forkerte! I stedet må vi se hvad vi har. Kigge nøgtern på vores liv og overveje – er det dét vi har brug for? Det er i hvert fald det, der er blevet os givet, så det må det vel være… Og her trimler vi ind i endnu en erkendelse; for det kunne jo betyde, at vi mennesker i bund og grund IKKE ved hvad vi har brug for. Og at de bekymringer vi gør os, derfor er aldeles unødvendige. Vores bekymringer bliver sendt af sted som vilkårlige haglbyger. For vores bekymringer kan vi ikke bruge til noget – de gør ingen forskel. Den, der tager sorgerne på forskud, får dem dobbelt, ligesom det siges, at bekymringerne ligner en gyngestol: der er masser af bevægelse, og de giver dig måske også noget at tumle med, men de fører dig ingen steder hen.

Den forgange uge så jeg et nyt program i fjernsynet – det handlede om børneopdragelse og skildrede en familie, der havde noget besvær med deres børneflok. Sympatiske mennesker, til den paranoide side. De frygtede det værste; både fra børnene selv, og fra de omgivelser børnene var i. Den konsulent, som skulle vejlede de rådvilde, bekymrede, magtesløse forældre sagde disse vise ord: verden er et farligt sted. Men det er også og mest et ikke farligt sted! Det er forløsende ord. For bekymringer, der er indbildte, binder os fast. Og nøglen til at forløse os er at leve i tillid – til verden, de mennesker vi deler den med og i sidste instans til Gud. Vi kan bare se os omkring; fjerne troldsplinten i øjet, og se det utrolige, det herlige der er omkring os. Liljernes skønhed, de falmende træer, de røde æbler, hunden der sover foran brændeovnen og barnet der troskyldigt griber vores hånd. Vi finder det smukke overalt omkring os, i en verden som også ikke er farlig. Vi kan lære af solsikken; stor og smuk og gul, spejler den den sol den har taget navn og udseende efter.

For teksten vil ikke forløse os fra bekymringernes genstand; naturligvis skal vi have løn og mad og gummistøvler. Og naturligvis skal vi forholde os til andres smerte og Syriens ufred. Men vi kan forløses fra vores forkrampede indre, som frygter fremtiden og pines af fortidens plager og grumme erfaringer af en verden som også kan være farlig. Men som også og mest ikke er det. At leve uden bekymringer, lettes for den der hviler i sin gudstro – er som solsikken, der drejer sig – helt virkeligt – efter solens lysstråler. En tro, én Gud – ingen andre, er meningen med livet. Ikke penge, ikke status, ikke magt og ikke midler. Kun én Gud, kan vi læne os op ad. Den ene, sande Gud. Og derfor kan vi ikke tjene to herre, ikke tjene Gud og mammon, eller anderledes sagt; Gud og fanden, som vi sang, men kun en. Ligeså lidt, som vi kan være to steder på én gang.