Intro

Tænk om man kunne starte et nyt år med at være hellig, én som kendte retningen for sit liv, og turde gå den. Én, som så lyset, lod sig vejlede og nærmede sig målet, måske ikke med syvmileskridt, men så bare i det små, men ikke desto mindre på rette vej. Kunne det ikke være fantastisk? Desværre er det ligeså lidt sandsynligt, som at jeg skulle blive en mand, endsige en konge. Heldigvis skal vi da også gå i Kristi fodspor og ikke i de tre vise mænds. Og Kristus; han går gal af og til, møder sten på vejen, som han snubler over og som får ham til at miste blikket fæstnet langt foran. I stedet må også han dreje blikket mod jorden, ligesom vi, der ikke sjældent går med nedslåede øjne. Dét er en lettelse…

Læsning

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«

Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

 ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ «

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.

Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matt 2,1-12

Prædiken

H3K er først og mest legendestof.  Det er ikke en tekst, som kunne være taget fra den store Danske Encyklopædi, der er ingen faktabokse heller her i beretningerne om Gud og menneskene der kredser om det himmelske. Så hvad er det egentlig vi ved om De hellige 3 konger, som har givet denne søndag navn?  Ja egentlig ikke ret meget. I Matthæus’ beretning står der hverken, at de var hellige, konger eller tre. Det er næsten som Dirch Passer sagde om verdens første Jazzband: “Det var ikke noget band, de spillede ikke jazz, og de var ikke de første.”. Fordi det er sådan, må vi derfor i dag følge tekstens natur og legender skal serveres i fortællingens form. Læn jer tilbage og hør en historie om de tre kamelryttere.

Jeg tror de stod der hver især, de tre, som ifølge teksten altså ikke helt sikkert var tre, men bare nogle. Jeg tror de stod der, og gned søvnen ud af øjnene i hver deres verdensdel, som de ikke kom fra, men bare fra Østerland, hvor det så er. Der midt i deres morgen inden mad og stjernetyderjob, som de måske-måske ikke havde, der gned de øjnene åbne og så. Den ene så langt, den anden så længere og til sammen så de længst – nemlig helt til himmels, hvor en stjerne så klar, lyste deres verden op og viste vejen ud af hverdagen, ind i den store åbne himmels virkelighed.

Ganske hurtigt fik de snøret sandalerne, pakket vadsækken og kameltaskerne, og drog af sted. Nærmest søsyge, som man bliver af at sejle på ørkenens skibe, som kamelerne kalder sig, hastede de mod det hellige land. Samme mål, samme sigte og med et stødte de sammen, de tre vise. Hvis man ser et landkort for sig, så er det som striber, sejlruter, der mødes. De tre kameler og konger mødtes foran Herodes slot i Jerusalem – ti km fra Betlehem.

Bag sig havde de lagt familier og magelighed, tårevædet havde deres koner og mange børn vinket farvel. Forude ventede himlens søn; ham de havde læst om i gamle profetier. Ham MÅTTE de se. Koste, hvad det ville. Den ene af De Vise kiggede på de andre – han spurgte; ”hvorfor kommer I langvejs fra?” De andre svarede: ”vi kunne ikke lade være.”. En af dem sagde; ”Jeg har ledt hele livet, efter det lys, som lægger verden åben. Det lys som oplyser hverdagen og viser at livet er mere end havregrød og kamelklatkager.” Den anden sagde: ”Fra jeg var en dreng har jeg spejdet efter stjernen på himlen – historien om alle tiders største konge, er verdens vigtigste. Så da stjernen begyndte at lyse, kastede jeg alt til side, og satte mig straks på kamelen her. Jeg nåede ikke engang at rede håret inden jeg tog af sted. Sjovt egentlig, jeg troede jeg var beredt, men da stjernen blev tændt, var jeg uden forberedelser alligevel klar. Selvom altså håret ser lidt mærkeligt ud. Godt jeg har min turban at tage på…”.

Hvad gør vi nu? Jo, Herodes – den sureste, ondeste, mest selvoptagede konge, havde bedt dem indenfor.

”Hmmm” – smiskede han for de vise. ”Sig mig da, hvor denne kongesøn er henne, så jeg kan hylde ham.” De tre kiggede på hinanden – de havde måske nok troet at kongesønnen var født i kongens slot, men det var han altså ikke. Det kunne betyde at Herodes slet ikke var en rigtig konge? Og videre endnu, betød det at barnet ikke var kronprins, ikke arving, ikke barn af kongen, men af Gud. Det er vi for så vidt alle. Spørgsmålet for De vise var da; hvor var barnet så henne? Herodes havde spurgt sig for, og nogle havde sagt at Betlehem var kongesønnens fødested, så der sendte han dem hen. De skulle bare lige huske at komme tilbage og fortælle præcis hvor de fandt ham. Så kunne kongen selv tage på besøg, jo…

Således belæsset med en byrde om at afsløre, hvor barnet var, fortsatte de tre deres vandring mod stjernen. De tog ved kamelerne og rejste det sidste stykke, stjernen ledte de vise mænd også den sidste vej.

Pludselig stod den stille, den store stjerne, stille over en stald. Måske var det en husstald, måske en klippehule. I hvert fald faldt lyset ind og skinnede på dyrene, og på Maria og på barnet, som lå i en krybbe. De tre vise så, at barnet, som skinnede og lyste på en underlig og betagende måde, at han var opfyldelsen af den gamle fortælling. De så at han var himmelkongen, som profetien havde forudsagt, og de faldt på knæ for det lille barn, som ellers så ganske almindelig ud af udseende.

De vise var vise – de så mere i barnet end bare et barn, de så himlen åben. De vidste at med ham, var himmelbuen spændt over alle menneskers liv, og de rakte ham det lidt de havde at give; de rigeste gaver på den tid – guld, røgelse og ren myrra. De bukkede og tilbad det lille barn, og stalden var midt i stilheden fuld af glimtet fra evigheden; engle svævede, dyrene gumlede, Maria smilede, og barnet; han lå og kiggede roligt på den verden han var født ind i, den verden som egentlig var hans.

De tre vise rejste sig, tog turbanerne på igen, nikkede deres stille farvel, og drog ud i natten igen. De kiggede på hinanden. Han, der ikke havde redt sit hår, sagde; ”hvad gør vi nu?”

Jeg tror de fik husly hos hyrderne på den egn den nat. Den magiske nat, hvor alt åndede fred. Jeg tror de sov ved ilden, mætte af at have set profetien gå i opfyldelse. Og dén nat, kom en engel fra Gud, med budskab om, ikke at følge Herodes bud om at afsløre barnets fødested, men tage en anden vej hjem. Næste morgen, brød de op, og som tre sejlruter, delte de sig og rejste mod hvert sit verdenshjørne, hjem til ventende koner og vinkende børn, for der for altid at fortælle historien om den nat, hvor Gud åbnede himlen og lod sin søn glide ned midt i blandt os, I ham, var løftet om at Gud er med os alle dage, blevet virkelighed. At enhver erfaring, som mennesker gør sig, blev levet af himlenes herre, for at vi skal vide at selv i den sorteste dag, hvor det er svært at løfte blikket og skue længere end til denne dags vanskeligheder, dér har Gud været med.

De tre vise mænd er nogle sære snegle – nogle kalder dem konger, andre stjernetydere, nogen giver dem navne, andre nationaliteter. Men ét har de fælles – livets rejse mod fjerne mål, på en drøm, på et håb. De søger – liv, mening, sammenhæng. Det har de også tilfælles med os andre. Nogen gange er det bare sådan, at man må gå uendelig langt, for at komme hjem.