3. trin

 I sidste søndags tekst, hørte vi om de ensomme og forladte, som blev inviteret til den store fest, fordi ingen andre ville komme. De, der oprindeligt fik gæstebud, havde for travlt med og ville kun deres eget. I dag bliver der fundet vej frem til dem udenfor det gode selskab, ja ligefrem ledt efter dem, disse udkantsmennesker. Ledt lige til allersidste del af skaren er genfundet. Det har Holger Lissner gendigtet sådan her:

Det er aften, lyset svinder,
hyrden tæller sine får.
Da han ser, ét er forsvundet,
ved han straks, hvad forestår.
Han må lede, til han finder,
ud i natten går hans vej.
Sådan bli'r Gud ved at lede,
lige til han finder dig.

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« Luk 15,1-10

Prædiken

Lissners ord og selve teksten siger sådan set det hele. Og derfor har jeg tumlet mig igennem teksten denne uge. Jeg har i ærgrelse over hvor simpel, ja forenklet til det banale, teksten i dag er, læst prædikenvejledninger, gamle prædikerne, googlet hos Grundtvig og læst hos Luther. Èn eller anden måtte da have noget at sige om dagens tekst som den ikke bare selv siger. De vejledninger og prædikener, jeg læste, sagde stort set alle sammen det samme, det samme som teksten og det samme som hinanden – så jeg flåede mig i håret. I afmagt – måske er dagens prædiken overflødig. Måske er den ekstra indsats unødvendig. Måske kan teksten stå alene, ligesom meget andet ikke behøver at blive gjort, fordi langt mindre kan gøre det? Sådan tænkte jeg, imens jeg skrev begyndelsen på en prædiken, der lød sådan her: ’ja ja - også vi leder efter det, der er vores, og som er blevet borte. Vi leder til vi finder det – hvis ellers det er vigtigt nok. Vi leder – eller vi undværer. I kender fornemmelsen, når man er nødt til at lede videre! Nøglerne, som er borte mandag morgen. Mobilen, som da lå lige der før, men nu er væk. Hinanden især, hvis vi bliver væk fra dem vi følges med. Og så er det at vi kan tilføje konklusionen på dagens tekst; Gud leder også efter dig liiige til han finder dig. Lad det være dig en trøst.’ Så nåede jeg ikke rigtig længere og overvejede om det var i dag jeg kunne gå ned fra prædikestolen, have ydet kun en ganske lilleindsats, og overladt resten til teksten selv med et stort udråbstegn bagefter. Det var imidlertid utilfredsstillende; det er ikke altid nok bare at lave det man er pligtig til. Ikke nok at lave det, der ligger lige for. Så jeg kradsede videre i min tekst. Forarget over at den intet havde at sige mig. For jeg erfarer aldrig at Gud leder efter mig til han har fundet mig – det er ellers påstanden jo. Det har jeg nu ikke prøvet, surmulede jeg. Og jeg kan ikke vente til jeg en dag er død, og tro at han finder mig der, forsvarede jeg mig mod næste indvending. Jeg vil findes nu! Og så ihukom jeg en lang debat på Nykøbing kirkes facebookside – selvom også den måske er overflødig og noget ekstra som kunne undværes. En debat, hvor en præst, en graver og en kirkesanger i dagevis diskuterede om vejen hjem til Gud var en vi selv skulle gå, eller en vi bliver trukket hen ad af den gode hyrde Gud. Og da slog det mig – det stadig banale spørgsmål; hvorfor blev fåret væk – gik det selv? Man kan jo forsvinde sig, gå i flyverskjul i verden, gå under radaren, så enhver opgave, enhver mulighed, ethvert ansvar aldrig lander på en, fordi man vægrer sig og trækker sig, ja forsvinder sig. Det er kujonens adfærd. At skjule sig. Var det, hvad fåret gjorde, tænkte jeg? Hvis 99 pænt blev stående, som får gør, og 1 gik væk. Hvad nu om den gjorde det med vilje og gerne ville være forsvundet? Er det så ikke et guddommeligt overgreb på vores frie vilje at hyrden og Gud ledte efter det til han fandt det og bar det hjem over skuldrene, som en vrangvillig to årig, der nægter at tage bare ét skridt mere, løse bare én opgave til? Hvad nu hvis fåret ikke ville findes? Hvad nu hvis fåret ikke ville frelses? Hvad nu hvis det havde det ganske udmærket alene, uden Gud og uden flok? Er det ikke en menneskeret at vende ryggen til Gud? Er det ikke i orden at blive en fremmed for hinanden og for Vorherre og kun kende til sig selv? Det ville endda give de 99 farisæere, undskyld får, ret til at bræge ’hvorfor leder du efter den fortabte? Lad ham være fortabt alene og vær hellere hos os?’ Nogle vinder ved, at andre forsvinder sig.

Jeg tænkte lidt videre; Vi har travlt med at leve ægte – og har besluttet at ægte er det samme som at leve efter egen erfaring og overbevisning. Vi lever af det vi selv har lært. Så selvom hyrden og Gud mener at vi hører til indenfor folden, så er det vores ret at skride ud af lågen for aldrig siden at blive fundet. Afskrive det med Gud og ånd og sammenhold. Leve for os selv, uden at bidrage med noget og uden at bede om noget. Hvert vores hamsterhjul – ja tak. Men sagen er bare den, at det største svigt ikke er at blive væk – men at udelukke muligheden for at blive fundet igen. Tabt for omverdenen. For-tabt. For står vi der i vores væren borte, ja så udelukker vi at sandheden kan komme til os. Det er sådan set dagens pointe, mere end at vi nok skal blive fundet en dag. I stedet må vi læse teksten sådan at den handler om, at vi som får skjuler os for sandheden og nægter at det, der er rigtigt og ægte og autentisk, det er noget nogle andre har erfaring for. Vi tror at vores vandring er den eneste sande og at vi selv skal gå den, og her blev jeg mindet om facebookdebatten igen, for spørgsmålet er om forudsætningen for at blive fundet er at vi rækker hånden op. Jeg melder mig frivilligt – jeg vil gerne findes! Men det er som om der ikke rigtig sker noget. Måske er jeg slet ikke borte, måske er Gud bare borte for mig? Måske kaldte og brægede fåret i en uendelighed; jamrede og beklagede sig, ynkedes og forventede at andre kunne bære det, fordi det ikke selv kunne, ja end ikke finde vej tilbage, ned af den sti det selv gik. Og endelig en dag kom én, som betragtede fåret som en bærbar byrde. En byrde, der er let og god. Og måske er det, der sker i virkeligheden, at fåret var blevet borte fra sig selv? Glemt hvem man er, hvor man hører til, hvor der er sikkerhed for det i livet, der truer; illoyalitet, angst, ensomhed og død. Glemt at der er et safehouse – det hedder det sted, hvor man kan føle sig sandt hjemme. En sikker havn, en fold, et fredens sted. Måske har man kun fornemmet det sted, men aldrig været der, og mistet troen på at det kan genfindes? Ja man har ganske glemt at et menneske hører sammen med andre mennesker, fordi 99% bare ikke er det samme som 100% Den der kun anstrenger sig lidt, får ikke det hele. Den, der løber med halve sandheder, får ikke fortalt hele historien. Fordi det, der ikke er helt, er ingenting. Det er forudsætningen – at vi fuldt og helt om end stykkevis erkender hvem vi er og det er altså en anden end os selv, der rækker os brikkerne, så de kan falde på plads. Flemming – kunne vi fortsætte diskussionen her, og mødes om en sang?

Da kunne det lyde sådan her;

Kom, vær hos mig, himmelske Fader,
min styrke jeg låner af dig.
Når kræfter og mod mig forlader,
hvordan skal jeg da finde vej?
Jeg ved, at du aldrig kan svige,
mens jeg ville vakle og vige,
om ikke du bliver hos mig.

O Jesus, den fred, jeg begærer,
den finder jeg bare hos dig;
for uroen i mig jeg bærer,
den driver mig bort fra min vej.
Min tro som en boble kan briste,
men din har holdt stand til det sidste.
O Herre, så tro du for mig!

For deri siges noget væsentligt; vi er ikke hele mennesker, hvis vi mangler noget. Ånd fx som måske kun er en ud af 100 måder at tænke om livet og mennesket på. Kierkegaard – som for tiden må citeres ved enhver lejlighed - har sagt at havde et menneske 26 vinduer i sit liv, men manglede det ene, der gav udsyn til Gud, da havde han i virkeligheden intet. Det må være dét teksten om fåret og drakmen siger os. Det må være derfor hyrden og konen glæder sig i en grad så der festes; for jeg var væk og jeg blev fundet. Jeg var sulten og der blev givet mig. Og det at blive fundet – at uforsvinde sig – ja måske endda at række hånden op, kan blive til et nyt liv. Et sandt liv. Et 100%’s liv, ja et liv med udsyn i alle 27 vinduer, og dét liv kan blive til styrke og glæde, ikke mindst for en selv, men mest af hensyn til andre – resten af flokken.

Og der – i folden - skulle det gerne være sådan, at den som undskylder først er den modigste, den som tilgiver først er den stærkeste og den som glemmer først er den lykkeligste. I det sindelag holder man op med at være en fremmed for sig selv, der kan man måske være så heldig at opleve at man kan hvile i at man nok skal blive fundet. Fordi man der har indset at nok kan man overleve, eksistere, udenfor folden. Men leve kan man ikke. Det er noget vi gør sammen. Om ikke andet, så sammen med Gud. For det korte af det lange er; uanset at vi ikke erfarer det, fordi vi har forsvundet os, uanset at vi ikke bliver taget, når vi rækker hånden op, så tror vi at Gud er ligeså nær, som de minder om fortiden og håb om fremtiden, som enhver af os bærer indeni. Så tæt faktisk, at hans tro fylder hullerne i vores.