Intro

I dag er juledag over hele kloden. I dag minder os om den første morgen, hvor solen gryede over en dag og en verden, hvor alting for altid ville være anderles. Ikke fordi alt var forandret, men fordi vi pludselig fik følgeskab i vores menneskeliv. Følgeskab fra det hinsidige.

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Joh 1,1-14

Prædiken

Jo jo – vi ved, vi er født, vi ved, vi er kød og blod, vi ved – ja selv små børn ved – at vi er lavet af en mor og en far og at vi kan skære os på knive, brænde os på varme kartofler og i det hele taget komme fælt til skade. Vi ved, vi er født og vi ved, vi skal dø. Det er også hvad de to største evangelier fortæller os; juleevangeliet om et barns fødsel og påskeevangeliet om en mands død. Det er hvad vi ved. Hvad vi tror, er en anden sag. For vi tror, at vi er gjort af ånd, ikke af kød, ikke af blod, ikke af nogen mands vilje, men af Gud. Og vi tror, at nok skal vi dø, men livets lys brænder evigt; det var til før skabelsen og det vil brænde efter udslettelsen. Det er hvad fortælles os. Vi har bare glemt det og indkredset livet til noget, der alene foregår mellem fødsel og død. Nichts weider. Jo ganske enkelt fordi vi er i gang med at gøre alt, hvad er til, identisk med det vi ved. Det er alligevel forsvindende lidt, hvis vi får tænkt efter. Kloge hoveder siger, at det skyldes at de kosmiske sandheder fra fortidens visdom er gået tabt for os, og at kun skallerne udenom evighedens kerne stadig eksisterer, vi kender dem som myter og dogmer. Derfor skal menneskeheden nu lære at kende sandheden på en måde, som er tilpasset den intelligens, som dels gennem kampen for tilværelsen, og dels gennem den tekniske og videnskabelige udvikling, efterhånden er blevet den dominerende faktor i bevidstheden, eller i al fald en faktor, som det enkelte menneske lægger mere og mere vægt på. Vi vægtlægger ganske enkelt kun det som vi forstår, kan bevise, afprøve og konstatere. Det der er naturligt. Og det naturlige er jo, at vi fødes til at dø. Det ved enhver, fra man er omkring 4 år – det hører til at være menneske at vide det. Så prøver vi at se bort fra det og glemme det og tænke på noget andet – men vi kan ikke holde op med at vide det. Vi er fødte til at dø. Det er til at forstå. Det er til at vide. Problemet er at troen modsiger dette faktum, med et lille ord. Ikke. I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud. Måske var det ikke ordet ikke, men det var i hvert fald betydningen Ikke. Vi fødes ikke til at dø. Fordi Jesus er født – barn blandt milliarder af børn– er vi pludselig ikke mere født til at dø. En lille dreng, født imens Augustus var kejser i Rom og Kvirinius – en romersk embedsmand, som nu kun bliver husket fordi han er kommet med i juleevangeliet - var statholder i det Syrien, som lige nu hærges af blod og krig. En lille dreng født ind i deres regeringstid – dengang man regnede tiden efter magthaverne – i Augustus og Kvirinius´ tid. Flere hundrede år efter begyndte folk at regne tiden efter barnet og forsøgte at regne ud, hvornår han ca. var født og kaldte det år 0, fordi noget nyt begyndte der. Og derfor fejrer vi også hans fødsel ved solhverv, hvor lyset vender tilbage og mørket viger. Fordi det barn blev født, åbenbarede Gud meningen med livet på en ny måde: nemlig i medfølelse med det menneske som lider under dødens vished. Gud viste os og åbenbarede livets mening i barnet så stærkt, at ikke engang døden kunne lukke munden på ham eller på  livet. Vi fødes ikke til at dø. Den nyhed regner vi tiden efter.

Hvad fødes vi så til: Til at leve og til at elske. Det er det korte og lange svar, vi får af barnet i krybben, manden på korset. Leve og elske uden at være bange for døden, for døden skiller os ikke fra Gud. I kærligheden er vi allerede i det evige liv – her på denne jord i dette liv – blandt vores tids Augustusser og Kviriniusser, tyranner og oprørere, bange og modige mennesker, og i vores eget livs blanding af godt og ondt. Du skal elske din Gud og din næste som dig selv – ”Gør det, så skal du leve” siger han. Nu – ikke bare engang.

Det er det nye og det store. Og det, som vi aldrig entydigt kan leve op til. Og alligevel er det alt vores håb – at vi skal leve og elske. Der er bare det ved det, at vi selv kan være uhyre vanskelige at have med at gøre. Uanset hvor meget vi gerne vil leve og elske, så krøller munden bittert sammen og vi svigter; dem vi lever med, dem vi elsker og jævnligt også os selv. Og derfor må vi udenfor os selv, for at finde fred. Udenfor os selv, for at finde håb.

Og det er derfor julens fest er så stor. For vi fejrer, at Gud, som træder ind udefra, fra det hinsidige, han begynder i det små, hvor vi kan være med alle sammen. Gud begynder sin nye historie i den her verden med at blive et barn i en krybbe i en stald i en lille by i et land, hvor der som mange andre steder i verden er konflikt og ufred. Et barn, nøgent, som alle denne verdens børn, udleveret til menneskelighed. Til menneskelig kærlighed, så ufuldkommen som den er – og til menneskelige svigt og kulde. Jesus begynder der, hvor vi alle kan være med – hvor vi alle er med – som et udsat spædbarn. Han begynder i mørket uden for det gode selskab, blandt dem, der ikke er plads til i samfundet, og hans første barselsgæster er hyrder, som pæne mennesker dengang regnede for udskud, næsten som de dyr, de tog sig af på marken. Han begynder, der hvor der ikke er plads. Gud er hos dem, der ikke er plads til, dem udenfor – og os udenfor. Gud er hos os, når vi er der, hvor vi ikke vil være – i vores svigt og vores dårlige samvittighed, eller i sygdom og død og ensomhed. Dér, når livet er truet, bliver det for alvor livsvigtigt: fordi vi er født til ikke at dø. Og det gælder alle mennesker – så sandt som Jesus er født som alle mennesker er født, der hvor vi kan genkende hinanden som menneske i et nyfødt barn, inden vi begynder at tale om skyld og skæbne og religion og etnisk herkomst. Det er storslået!

Og så det er ikke så sært, at vi fejrer julen med lys i lange baner og med alt den mad og gaver og marcipan, som vi slet ikke kan tåle. For dette er festen for et nyt livssyn, et nyt livslys, et syn og lys på livet som er langt mere værd end døden – og et syn på hvert menneske, det mindste, det svageste, som lige med Guds Søn. Og det kan vi slet ikke feste nok for, for festen kan i sig selv være med til at åbne hjerterne for glæden over hinanden og over det liv vi deler – med dem, vi kender og holder af, og også med alle dem ud over jorden, som vi ikke kender og måske endda er bange for, fordi vi ikke kender dem. For hver og én er Kristus født som verdens lys. Julen er ikke en lukket fest, men en fest for livet.

Imidlertid kan det nemt provokere – om vi møder kristendommens kerne eller bare dens skaldele i myten, fortællingen, om fødslen af barnet i krybben i den mørke stald engang for længe, længe siden, fjernt fra os og vores liv. Er det bare de tomme avner, som blæser bort? Fodres vi slet ikke med visdommens kim, når vi genfortæller julens beretning? Overser vi sandheden og fortaber os i det som ingen næring giver? Barnetroens uudfoldede korpus af historier? Det kan provokere, hvad historien skal gøre godt for. Hvorfor lod han sig føde, hvis han var Ordet, der var til allerede før verden blev til? Hvad gavn har vi af at Gud blev menneske? Er påskens fortælling ikke nok, den der lover os at døden er overvundet? Behøver vi overhovedet Jesusbarnet og Maria og alle de andre barnagtige fortællinger? Måske gør vi – jeg er ikke sikker – men jeg ved hvordan vi kan tillægge fortællingen betydning, som den måske ikke har, men som kan give os noget i hver vores liv. Jeg ved at Jesus er udtryk for at Gud er kommet tæt på. Han har lagt sit billede ind i verden – ikke på Facebook eller andre steder på nettet. Ikke som en selfie med Thornings Schmidt og Obama. Men lige ind i vores kødelige upolerede liv. Han er ikke bare en fjern Gud og Jesus er ikke bare hans profet. Jesus er at Gud er hvor du er. Det er ikke noget vi kan vide, derfor står det sine steder sløjt til med jesustroen. Vi kan ikke måle om han sidder på bænken ved siden af dig, vi kan ikke flyve tilbage til år 0 og konstatere der. Vi ville givetvis ikke engang kunne afsløre ved en DNAtest om Gud er far til barnet der. Men vi kan tolke ham. Vi kan tolke at fortællingen om Jesus netop er at han er dig. Du er det udsatte barn, du er det lille liv. Og ham på bænken ved siden af dig er også. Fordi Gud er hvor mennesket er. Uanset hvornår og uanset hvor mennesket er også her på lang afstand af år 0 og af Bethlehem. Gud er hvor mennesket er.

Så når vi nu om lidt synger den nye salme Jesus – det eneste, så gør vi det i kor med mennesker, der har levet gennem årene og bragt budskabet om at vi ikke er født til at død videre til alle tider og alle steder. Derfor kan vi sige til Syrien og alle denne verdens brændpunkter, glæd dig. Til Qaanaaq, verdens nordligste by og Ushuaia, verdens sydligste, glæd jer. Til Andromedagalaksen og alle de galakser, vi ikke aner noget om, glæd jer, for Gud vil livet mere end døden. Når vi i julen hylder den nye mening med livet, når vi synger om glæden, når vi deler den og giver den videre, så bliver vi engle, budbringere af buddet om at fordi Gud lod sig føde, er vi ikke født til at dø. Vi bliver engle for hinanden – så ufuldkomne og helt almindelige, som vi er. Ligeså almindelig som Jesus. Vi giver budskabet kød og blod og retning, når vi selv fejrer julen. Det er, at Gud blev menneske. Glædelig jul!