Intro

I søndags gik vi ud og denne søndag går vi ind. Ud af det gamle kirkeår, der slutter sidste søndag inden 1. søndag i advent, og ind i et nyt kirkeår i dag på kirkens nytårsdag, 1. søndag i advent. Og det med at gå ind og ud, gå hjem og væk igen, er også hvad er på spil i dagens tekst, ind og ud, gammelt og nyt, forventninger og forundring, sammenbrud og skabelse; eller bare at slippe og gribe, hvad måtte komme. For adventstiden er nok i sin barnetro et magisk sted, fuld af spændt forventning, men for den voksne tro er meget mere på spil. Hele livet er på spil idag, spændt ud imellem de samme kategorier; at bryde sammen og at blive skabt på ny, at slippe det gamle, og gribe det der byder sig til og kommer en i møde. I dag er det 1. søndag i advent – og ventetiden er begyndt, ventetiden på ham, som kommer til os om 25 dage. Lad os derfor høre evangeliet…

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig, for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.” Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Sig mig; Er det ikke (bare) Josefs søn (, der taler der?)?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30

Prædiken

Det er sådan en skuffelse ikke at få, hvad man forventer. Forfærdeligt skuffende og også vanskeligt at styre skuffelsen; ansigtet trækker sig i en sær grimasse. I kender det nok. Menneskene i teksten, der var i kirke ligesom I er det og som blev læst for fra bibelen og prædiket for af Kristus selv, de forventer at han er noget særligt, noget magisk. At han, der har helbredt og bespist de mange, at han nu i Nazareth vil gøre samme undere. Det – siger han med det samme – kommer ikke til at ske. Jesus laver ingen undere og ingen mirakler i Nazareth, hans egen hjemby. Der vil han for altid bare være tømmersøn og ikke Guds søn. Og folkene bliver fælt skuffede, men ser ikke deres egen part, fejlsynet på, hvem de har med at gøre. Det er sagen i dag – i en verden hvor vi langsomt lader halvdelen af vores liv fortone sig og sive bort og alene lader stå tilbage hvad kan måles og vejes – der, hvor Jesus var tømmerens søn, og som sådan kan han hverken helbrede eller udvirke mirakler.

Kun hvis vi ser og tror at Gud kan træde ind i tiden, kan han gøre vidundere også i dit liv. Så i dag må vi se; hvad du forventer af julen, hvad du tror om Kristus; er han kommet blot som et menneske engang for længe siden eller viser din tro på Gud at du også tror han kan gribe ind idag. Vi må se hvor du har placeret Gud i dit univers, for det kan jo ske at han er jaget helt ud til kanten af livsbjerget og at vi forsøger at vælte ham ned i slugten. Slut med Gud – vi lever fint i videnskabernes verden uden Gud. Gudstroen er brudt sammen. Men fortvivl ikke, selv hvis dit åndelige lys er udbrændt og en osende væge står tilbage; så slukker han den ikke. På sin vis kan vi slet ikke få lov at leve uden ’det med Gud’. For der er det, ved dét, at leve med Gud – uanset om det er sandt eller ej, uanset om han er til eller ej – så kan det at leve med Gud, give livet en helt anden fylde i tilværelsen, end hvis vi bare lever fra i dag til i morgen og mener at Der var engang er et overstået kapitel. Kristendommen er aldrig Der var engang hverken en krybbe eller et kors, men der er også i dag for dig; liv, sammenbrud og liv igen. Det er derfor ganske enkelt himmelsk at turde tro. Også at den sodede væge kan tændes igen, ganske nemt endda.

Det kan ske på to vis; enten ved en oplevelse, som gør at troen indfinder sig, eller ved overvejelse, hvor troen går op, giver mening, bliver en rimelig tydning at lægge ned over livet. Den første er vi mange, der ønsker os; en oplevelse af at himlen står åben. Den sidste er hvad flest af os tumler med. Frem og tilbage; er der mon en Gud, hvad er meningen, med mig og med livet. Er der et formål eller er alt tilfældigt? Mange – rigtig mange – der ender med at lave denne her selvoverbevisningsvandring ender med at sige ’jeg tror der er noget’ og de fortsætter ’jeg tror også der sker noget efter døden’… Dét, mine damer og Herre, er tro! Det er at vente sig noget mere, end det vi kan måle og veje og afsløre. Det er at forvente at noget vil komme til os, det noget der er udenfor os.

Nu sker der måske det, at den der er kommet til tro; uanset hvad der har udløst den og uanset hvor mange fine ord man kan putte på dette ’noget’, så falder der i hvert fald af og til en ro over livet. Så har vi ikke kun de antal dage vores liv vil vise sig at vare. Vi har mere end det. Og vi har ikke kun de muligheder, vi selv kan se, for noget kan vise sig. Der kan i denne ro – denne fred – afsløre sig øjeblikke af Lykke. En lykke der er båret af at tror man, da er man aldrig rigtig alene. Og hvorfor er det relevant – jo fordi der indlejret i teksten har forputtet sig underlige ord; der stod Læge, læg dig selv. I hørte det måske, men glemte det sikkert hurtigt. Læge, læg dig selv. Vi ved jo nok at læger i vores tid er specialister; en ørenæsehalslæge, der brækker armen, fikser det ikke selv, men må gå til en anden art læge. Det ligger lige for, også lægers magtrum er begrænset. Men betydningen i sætningen; hvis du kan helbrede dig selv, så gør det, den er der noget at hente i. I kirken siger vi i stedet for helbrede befri og frelse. Det betyder det samme. Hvis du kan frelse dig selv, så gør det. Vi kan dele den op:

-        Kan du det? Kan du befri dig selv, fra det i livet som binder dig? Din angst og uro, din historie, de bånd der er knyttet vibrerende tæt til dine nærmeste? Kan du selv få styr på det alt det, finde hoved og hale? Næppe.

-        Vi kan også spørge; helbrede for hvad? Når Gud i Kristus siger Læge, læg dig selv, helbred dig, frels dig, så er det fra noget. Hvad om vi slet ikke selv ser sygdommen? Ikke ser, hvor smerten i vores liv kommer fra? Ikke kender udgangspunktet, hvordan så behandle andet end symptomer og dulme med chokolade og anden surrogat?

-        Hvad med døden – måske er det i virkeligheden der skoen trykker. At vi ved vi må miste hinanden og vores eget liv endda. Har du tænkt om du kan befri dig selv fra det? Kan du hjælpe din elskede til at gå ud af døden i live, kan du fjerne dødens trussel?

-        Og meningsløsheden. Ikke mindst den. Meningsløsheden; hver morgen at stå ud i mørket på kolde gulve. Og ikke vide om i dag vil være andet end i går. Hvor blev meningen med dit liv af?

Der siger teksten os; HVIS du kan, altså helbrede dig selv fra alt det og sikkert mere, jamen så gør det! Hvis du kan leve fuldt og helt for egen hånd, så er det jo godt. Hvis ikke – og det er trods alt de fleste, så find dig ligesom ørenæsehalslægen en anden læge end bare dig selv. En Gudlæge. Han kan hele det brudte liv, han kan opbygge det nedbrudte, samle det adskilte. Vi lever fragmenterede liv, i ængstelse og ensomhed. At kunne tro på noget – på Gud - er svaret på det hele. Han kan – hvis du lader ham komme til – make wonders også i dit liv. Uanset om han er til eller ej. Det kommer vi ikke til at kunne bevise og fordi vi ikke kan det, kan det ikke være det vigtigste. Vi kan smide ham ud over bjergkanten, vi kan forvise ham fra vores liv. Men vi kan ikke tage livet af noget, der måske ikke er. Eller måske er. Vi kan vente på en entydig oplevelse og indtil da beslutte os for, at tro det vil vi. Fordi vi i troen ikke bliver skuffede. Vi tør se Kristus som Gudmanden. Beslutte os for det, for i ham og i den beslutning at åbne himmelrummet. Eller rettere; for at forberedes os, gøre os klar til, at himlen åbner sig for os. Derfor er adventstiden nødvendig, ligeså nødvendig som en kvindes graviditet. Det er godt at gøre klar til at verden kommer os i møde. Derfor vasker vi tavlen ren i adventstiden, vi overvejer hvordan vi lever, hvad vores liv rummer, vi forbereder ikke bare julemaden og småkagerne, men os selv. Hvis ellers vi tør. Tør gå ind i det rum på det sted, hvor beslutningskraften over vores livs dage er overdraget til en anden, og hvor intet egentlig lader sig bevise.

Vi skal bare turde leve på den knivsæg som også Jesus i dagens tekst balancerer på; på kanten af bjerget, højt oppe med faretruende udsigt til nede, vi skal vide at lykke, og fylde og mening er noget vi oplever glimtvis.

Lad mig give jer et eksempel fra den virkelige verden – altså det rum uden Gud, hvor hverdagen og videnskaben huserer, derude har WHO – altså verdens sundhedsorganisationen – beskrevet hvad sundhed er, men egentlig er det - derude i mørket uden Gud - opskriften på det gode selvansvarlige liv, der hvor enhver er sin egen ensomme læge, der læger sig selv. Der hos WHO stod sådan her; Sundhed er en tilstand af fuldstændig fysisk, mentalt og socialt velbefindende og ikke blot fravær af sygdom eller svækkelse. Helt ærligt; det er ikke en normaltilstand at være fuldstændig fysisk, mentalt og socialt velbefindende mere end bare et øjeblik. Det er heller ikke lykkens vilkår, for så skulle det lyde sådan her; Lykke er en tilstand af fuldstændig fysisk, mentalt og socialt velbefindende og ikke bare fravær af smerte og besvær. I ved det nok. Også selvom vi dér i den del af livet, hvor alt forklares og forstås, bilder hinanden ind at vi har magten og at lykken, freden, glæden, sundheden er vores ret hele tiden. Det er kun halvdelen af historien og har uendelig lidt med virkeligheden at gøre. Hele virkeligheden, vel at mærke. Men den kan rummes, den del af livet der gør os selvansvarlige og hvor kampen om lykken bliver en daglig forteelser. Den må bare ikke stå alene i al sin amputerethed, for hele virkeligheden, de to halvdele – beviserne og ubeviserne, videnskaben og det guddommelige univers - udgør tilsammen en tilværelse, der må rumme alt; lykken såvel som ubehaget, sygdom til døden og alt det andet vi lever med. For vi må turde indse at vi ikke finder evig fred og lykke. Det kan ikke lade sig gøre, og hvis vi tror det, bliver vi bare endnu mere ulykkelige og stressede – ja livsskuffede - når den forhåbning ikke bliver indfriet. Livet er af og til og ofte en kamp, og julefreden er en fred, som når os på trods af alt som sker. En fred til at være menneske. Julens budskab om fred handler derfor om den særlige form for ro, der opstår, når vi forstår, at livet er en kamp, men at Gud kæmper på vores side, at vi ikke skal læge os selv, at vi ikke kan være enige og lykkelige og have overskud hele tiden. Julefreden er, at Gud blev menneske for at hjælpe os med at være mennesker. Ligegyldigt hvad der end sker, findes der en Gud, som samler os op, når vi snubler. Hver gang. Lad os hvile og finde fred i den tro – at det også er en mulighed at Gud kommer til hver af os. Og heler det brudte, forener det afskilte og lærer os at med en Gud i livet, giver det hele bedre mening.