Intro

Vi er hjemme i julen. Jeg holder mig inden døre til nytår. Ude godt, hjemme bedst. Sådan foretrækker jeg det. Jo, den mørke tid går væsentligst for sig indenfor husets fire vægge. Vi putter os i sofaer, under tæpper, lukker verden ud, kredser om os selv, slumrer ind. Det er vintertid. Det er dvale. Det er stund for rekreation. Og det er godt! Godt at blive klog af naturen og kigge på dens bare sorte grene, vel vidende at træets saft er trukket ind, knopperne ligger på lur. Naturen er vís – den får hverken stress eller flimmer for øjnene. Så; det er godt at dvæle. Men – ikke en dvælen som vender indad. Der er intet hentet ved at gå i lønkammeret, fordi man derinde fra intet kan give, intet kan forandre. Derinde bliver den tåge, vores liv er, til ingenting. Jeg vil bede jer…

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Når I beder, skal I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i fuld offentlighed i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: Det bliver nemlig den eneste belønning de får. Men når du vil bede, så gå hjem til dig selv, ind i dit kammer og luk din dør og bed bag lukkede døre til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, skal I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem skal I ikke efterligne. Jeres fader ved, hvad I har brug til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.« Matt 6,5-13

Prædiken

Når teksten alligevel siger; Gå i dit lønkammer, bag lukkede døre, skyldes det jo – som teksten også siger – at den, der blafrer sin gudstro som vasketøj for vinden, får måske agt for at være en hellig mand, men man må gøre sig klart, om det netop er for at få dette stempel at man lever et fromt liv i det ydre. Det er hykleri, som I helt givet kender; enten fra andre, eller måske fra egen adfærd. I nogle situationer vil man ses, i andre gemmer man sig. I nogle sammenhænge må andre gerne beskue, hvor rigtig man er, i andre skammer man sig over hvem man er. Hvad egner sig da for lønkammeret og hvad for det offentlige rum? Ja egentlig skal vi ind til benet. Derind, hvor et menneske i kristendommen ser, at det man kan fundere sit liv på, er ærlighed; og deri ligger ikke at stille sig til skue, hverken for det gode eller i selvforagt. Ærlighed er, af et rent hjerte, at gøre hvad må gøres.

Kigger vi tilbage på året, der løber os af hænde, de sidste få sandkorn der netop nu glider mod timeglassets nederste kolbe, ja så ved vi også, hvad vi bevidnede og var part i, som ikke var ærligt det forgangne år. Men først må vi afsløre tågen – den som Jakob i sit brev talte om. Først må vi afsløre for os selv og for hinanden; vi er her kun en stund. Hvad vil du bruge den stund til? Der er allehånde svar, men de kan koges ned til få. Vil du leve for din egen skyld eller for andres. Er livet dit, eller dig givet. Har du ret til at folde dig selv ud på andres bekostning, måske i en højere sags tjeneste, eller må du - i fald du giver dig i kast med at følge den sti - så sikre dig, at de der lider under dine valg og planer enten kan takke nej eller i det mindste være oplyst om, hvorledes de er taget gidsel? Det lyder måske en kende abstrakt – som noget for de andre. Teoretisk. Vi ved jo godt at rigtigt lever den, der bruger sine dage til at opbygge liv for andre, og som selv betaler den pris, det koster. Vi agter mennesker, som fængsles for deres overbevisning, sætter livet på spil, for at formåls skyld. Desværre kan vi ikke blive enige om, her i menneskeheden, hvilke sager vi skal kæmpe for. Kunne vi det, ville verden se ganske anderledes ud.

Hvis nu vi drejer lidt og går fra den astronomiske kikkerts langsyn, til mikroskopi, der kigger på det helt nære, så ser vi efter at have drejet lidt på knapperne, at samme valg og vilkår kan findes i det små. De store valg genspejles i vores egne små valg. Også vi må træffe beslutninger; der gælder andre eller gælder os selv, og også vi må motivforske. Hvorfor gør vi som vi gør. Er det for at tage os ud? Forfængelighed kommer i et utal af kapper. Fra det rene pæne, pyntede, B&O-hjem, til fornuftig orden i papirerne og økonomien. Fra det flotte nye tøj og dashy sminke til mådehold også i beklædning. Begge dele kan være forfængelighed. Men det går videre endnu end blot dette først lag, videre til gode gerninger; så I mig da jeg afviste tiggerne på gaden. Den nasser. Jeg bruger mine penge bedre steder. Og; Så I mig da jeg gav penge til tiggeren? Så I at jeg smed en seddel i hans hat? Så I mit overskud og min gode gerning? Begge dele er forfængelighed; ikke at give og at give kan handle om en selv og ikke den anden. Vi ser det samme over alt: på nationalt plan; når man er sej med de store drenge og tager billeder af sig selv og Obama med statsministertelefonen. Så I mig? Jeg var der! På lokalt plan; når man altid viser det pæne selv i offentligheden, har artige renvaskede børn, en velopdragen hund og overskud til at være aktiv i et hav af frivillige klubber. Forfængelighed. Også. Og på det private plan; når man ikke har gennemskuet sig selv, ikke har spejlet sig i hyklerspejlet og indset at også et væld af de valg jeg træffer beror på om de kan stå distancen i offentligheden.

Men. Alt det er skin. Det er klædning. Det er en frakke vi tager på. Tag den af! Det er hvad teksten siger os. Lad være med at tag noget på, som skal se ud. Lad være med at vær from i det ydre, hellig i handling, loyal i det offentlige. Vær ærlig. Vær hvem du er. Afklar hvad dine dage skal gå med. I hvert fald da ikke dig selv spejlet i andres anerkendelse! Det er tomt, det er hykleri. Det er at skyde en kulisse ind foran det sande motiv. Så afklar dét. Og overvej, når du har indset dine egentlige motiver, om det er sådan du vil leve dit liv.

Livet er både en kikkert efter højere formål og et mikroskop, der afslører små bevæggrunde. Men mest af alt er det et kalejdoskop. De smukkeste farver og mønstre kan dukke frem, selv ved det mindste lille drej. Så drej. Ændr dit motiv. Og til det; kræves hjælp. Bed om den. Gør sådan her; følg den urgamle vejledning, når Jesus siger at vi skal bede om det, som kan give ærlighed. Så er indholdet i vore dage cirka sådan her:

Far i alt omkring os! Lad alle forstå, at du er Gud, lad dit rige blive til virkelighed, og lad alting blive, som du vil have det – her på jorden ligesom det allerede er i himlen. Giv os det brød, vi har brug for i dag. Ikke mere, ikke mindre. Tilgiv os det, vi har gjort forkert, ligesom vi må tilgive andre. Lad være med at sætte os på prøve, og befri os fra ondskabens magt. For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig. Amen.

Jesus siger ikke; gå i dit lønkammer og bed præcis med fadervors ord. Kun sådan virker formlen, trylleformularen. Nej. Han siger – træk dig fra overfladen, din egen og den vi deler. Henvend dig til Gud. Og læg med få ord dit liv og dine dage i hans hænder. Det kan bane vejen til et sandt liv. Det kan blive en holdning og en bøn, vi kan gribe til i vort indre, såvel i nattens fortvivlelse, som i dagslysets afmagt. I tro på at det er sandt, når der står; "din fader, som ser i det skjulte", for det vil sige, at også det, der måtte være skjult for os, det er ikke skjult for Gud. Han kender os. Han ser der, vi dårligt selv ved og helt sikkert aldrig kunne få os til at vise andre. Han ser på os uden fordømmelse. Det er rensende. Det er frisættende! Han ser forbi vores forfængelighed, han afslører vores hykleri.

Og skulle det ske at vi ikke ved, hvor vi skal sætte foden, hvilken vej vi skal gå. Lad os da mindes, hvad skete i Frankrig dette år, hvor Fadervor fik en oprindelig ordlyd tilbage, når de fremover på de kanter beder;

Lad os ikke falde i fristelse, men fri os fra det onde. Måske det så bliver lidt nemmere at glemme og slippe de fejltrin vi tog i det år, som nu er gået, og undskylde os selv, når foden glider og vi falder i det år, der kommer.  For bedst begriber vi jo, hvad Gud kan bibringe os, der bag lukkede sind og døre, når vi læner os op af poesiens sprog. Der kunne det lyde sådan her:

At tro er at løfte sit Blik til de evige Stjærner og håbe mod Tvivl og vide mod Visdom, at skjult i de svimlende Dybder våger der én, som vogter og værner.

At tro er at føle en Afgrund under sit Liv og sit Virke - en Afgrund af Mørke, en Afgrund af Lys, et Dyb af Jubel, et Dyb af Gys - og vandre i Gader som i en højtidelig Kirke.

Johs Jørgensen