Påskedag 2013 Nykøbing

Intro

I min datters børnehave går man ikke på rød stue eller blå stue. Børnehaven har ikke noget typisk navn; andre børnehaver hedder Syrenhuset, Mariehønen, Reden; den hedder ikke noget. Men hvis den gjorde, så skulle den hedde Klækkeskabet. For navnene på de tre stuer, som altså ikke er hverken rød eller blå, de følger barnets udvikling. Efterhånden som man – barnet – ældes og udvikler sine færdigheder, klar til at flyve ud i verden, ændrer gruppens navn sig. Om det har Ole Sarvig skrevet et ganske fint lille digt;

Mennesket er en larve.
Kristus var den første, som forpuppede sig.
Nu er vi alle pupper, hænger som skygger bag trapper og tage.

Det afsæt er godt i dag påskedag – godt at tænke på stadier; larve, puppe, sommerfugl, og det er præcis hvad stuerne i min datters børnehave kalder sig; larvestuen for de mindste, puppe for dem midt i, som kan lidt af det hele, men endnu ikke flyve selv. Og den sidste gruppe, de ældste, dem med overblikket; ja de hedder selvsagt; Sommerfugle. Hvorfor dét giver mening for mennesker i al almindelighed, vender jeg tilbage til. Jeg vil bede jer rejse jer og høre påskeevangeliet som Markus har skrevet det:

Evangelielæsning

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Amen.

Prædiken

Den stopper lidt abrupt, teksten hos Markus. Vi 2013-mennesker mener der må mangle noget. Det har man også ment tidligere i kirkehistorien og så har man tilføjet et par linjer mere; linjer om opstandelsen og Kristi gerning efter han kom op af graven. Sådan er det med mennesker; vi stopper gerne for tidligt, uafsluttede, forpuppede. Vores forstand stopper med ’Af jord er du kommet, til jord skal du blive’ - kun sjælen og troen går hele vejen og siger ’af jorden skal du igen opstå’. Det er såre menneskeligt at lade sig begrænse, at bygge en mur af forståelighed op om os, og ikke trænge igennem til det uforståelige udenfor. Således også med kvinderne i dag. For Markus stopper også før selve mødet med den opstandne og det giver os nutidsmennesker mulighed for det samme. Han stopper med; Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Det er hvad døden gør ved os. Ryster os i en grad, både når vi reelt møder den og når vi frygter den, at vi har lyst til at flygte fra den – vi vil ikke, ikke, ikke leve med at døden er en del af livet. Forstanden rummer hverken døden eller opstandelsen; vi begriber ingen af delene. Derfor skal vi et andet sted hen, for at sprænge gravens og forstandens rammer, og i stedet lade troen tale sit sprog. Nogen mener at troen på opstandelsen kan få mennesker til at blive kaldt vanvittige; ude af sig selv og også dét bliver man aldeles bange for. Mange for det vi ikke forstår. Bange for hvordan vi dog skel leve med døden og tro på opstandelsen, når den ingen anknytning har til forstanden. Vi stopper op, vi blokerer. For det vi ikke forstår. Vi finder os selv i kirker ved tavse kister og tænker at døden er et ophør. Men kristendommen hæver sin røst og taler ind i den tavshed; taler om at Mennesker har fået andre livsvilkår en julenat for længe siden, for da tog Gud bolig hos menneskene, han vil bo hos os, og vi skal være hans folk og derfor fik vi også andre dødsvilkår. Opstandelsens vilkår. Og her kommer larven, puppen og sommerfuglen ind igen. For livet og døden er vilkår vi lever under. Vilkår som gør at vi mennesker er larver. Det er hvad Ole Sarvig fortæller os. Vi kravler rundt i verden på maven, æder af verdens urter og forsøger at undgå selv at blive spist. Så forpupper vi os. Vi hænger bag trapper og tage og kommer ikke videre Vi gemmer os væk i hver vores lille verden derhjemme, hvor køleskabet fungerer, telefonen virker, hvor der er trygt og godt. For det er jo sådan vi helst vil have det: Trygt og godt. Som i en puppe. Der er vi beskyttet mod verdens grusomhed og ondskab. Hænger i livet side om side som pupper i et vækstskab – I kender dem fra zoologisk have og Randers Regnskov – stribevis af forpuppede larver, hverken døde eller levende. Men måske skaber denne forpupning også mismod. For inde i puppen står livet jo stille. Inde i puppen venter vi bare. Inde i puppen påvirkes vi heller ikke. Inde i puppen kommer verden os ikke ved. Derinde kommer de andre os ikke ved. Vi hænger bare der ”som skygger bag trapper og tage”. Ja, vi kunne sige, at vi inde i puppen kun er skygger af os selv. En slags død før døden måske endda.

Men det er ikke vores bestemmelse – ligesom det ikke var Kristi bestemmelse at blive i gravhulens mørke. De andre dødsvilkår, som Kristus bragte os, betyder at opstandelse er at dødens stilhed ikke lukker sig om den, der dør. Det er os, der står tilbage, os når vi er pårørende til en død, der oplever gravens tyste ro. For opstandelse er at den, der dør, er fortsat i live; for Gud! Det er en helt afgørende forskel; at mennesker og Gud beskuer dødens begivenhed fra absolut hver sin side. For os ligner det en afslutning. For Gud ligner det en ny begyndelse. Og det er uforståeligt.

Og her må vi stoppe ved den der sten, som kvinderne har et forhold til. Stenen som jo i sig selv er den blokerende død. Ja er døden! Stenen ER døden! De så da den blev rullet for langfredag, de to kvinder, for de sad overfor graven – sad der og så på, da døden som en sten blev et uigennemtrængeligt hegn - og de ser nu at den er rullet fra. De kan ikke, de skal ikke, det er ikke deres opgave. Den er allerede rullet fra – den er for stor for os mennesker at bevæge! Som børn kan vi se den lille filmstump – stenen der er ren rockandroll – rulle for, rulle fra. Men stenen er ikke et tegneserie. Stenen ER døden! Og Gud rullede den for, rullede begrænsningen ind over menneskers liv. Og han ruller den fra igen! Det er påskens budskab! Det nødvendige, livgivende levende budskab. For vi ved det godt, livet gør allermest ondt, når det dør. Enhver, som har mistet, ved det. At miste er som at få amputeret et ben eller en arm. Man bliver ikke den samme igen. Døden tynger, som lå stenen over os. Døden sætter skel. Ja, det at tiden går, er en lille konstant smerte. Tiden, som er gået, kommer ikke igen. Vi bliver ældre. Vi mister noget af livet hvert sekund. Men mest ubønhørlig rammer smerten, når en vi elsker, dør. Smerten ved at miste hænger sammen med kærligheden som var. Kun den, der har, kan miste.

I påsken er det tid at meditere over, at også Guds kærlighed har sin pris. Gud er en livsaffære. Det skyldes Guds kærlighed, at vi er til. Mennesker er skabt som frie. Kaldet ud af intet – skabelse ex nihilo er Guds kendemærke. Af det øde lander kaldes højbede, af den golde kvinde barnet, og af døden kaldes den opstandne.

Den tro giver os ikke de døde tilbage. Men med opstandelsen er verden med et slag blevet ny. Alt er anderledes for den, som tror. Intet menneske er nu overladt til sig selv og smerten ved at miste. Døden er ikke definitiv. Det er opstandelsen derimod! En sejr er en sejr! Vi kender Opstandelseslighed fra gentagelsen, fra vinter der bliver forår, men den egentlige opstandelse – den der finder sted i døden, dén er total! Den gentages ikke – den ER, ligesom sommerfuglen ikke forpupper sig igen. Den lever, puppen brast. Og siden flyver den mod sommerfugledalen. Det kan give den, der har mistet Sommerfugle i maven – så vi mærker at vi er i live. Inde i vores egen puppe er pludselig bevægelse. For Kristus slap bort fra mørket, ud af gravmørket – han flagrede sig fri. Og derfor må også vi bryde puppen… og må blive ligesom kvinderne, der flagrer bort, de kunne jo ikke tie – ellers kendte vi ikke historien i dag - men talte om evangeliet; det glædelige budskab at stenen var rullet fra. Vi nutidsmennesker taler også, også vi skal give mæle. Vi skal turde give troen røst og ikke tage ånden og opstandelsen ind i det private, ind i puppen, som en statsminister engang kom til at bede os alle om. Nej, vi skal tage troen ud i verden og ikke bare være bange, rystede - i stedet skal vi netop være ude af os selv. Leve fri af dødens skygge.

Derfor skal I til slut høre de ekstra linjer, som altså i sin tid blev føjet til Markus abrupte slutning; der står:

”Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene. Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham. Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet, da de vandrede mod Emmaus. De gik også hen og fortalte det til de andre. Til sidst viste han sig for de elleve disciple selv, mens de sad til bords. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og fortæl at døden er rullet fra for hele skabningen.« Da Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne.” Det er også vore opgave; at svæve på sommerfugle vinger ud af klækkeskabet. Imens vi husker at i sidste instans er det en opgave for Gud; Gud, som kan åbne lukkede grave, så kan han også åbne lukkede munde.

Amen.