En gospelprædiken går gerne lidt anderledes end skrevet - her er råmaterialet.

Indledning

Prædiken i dag spinder utalt om T’er. Tekster for lov, tillid til liv og troskab overfor Gud og mennesker. T’et skjuler sig som begyndelsen på et korstegn, løber som en understrøm i kerneord og erfaringer som tro, tillid, tiltro, trøst, trang, tilløb, tilgivelse og først og mest de TI bud. Hør hvordan ordene fletter sig ind, når vi hører følgende tekst hos Matthæus:

Læsning - Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

Prædiken

Så ti dog stille! Flet næbbet. Knyt sylten. Ja for da Jesus havde lukket munden på saddukæerne, stoppet al deres snak, da samledes de og forsøgte at sætte ham på prøve med et provokerende spørgsmål. Det lød sådan her: Mester, hvad er det største bud i loven?

Lov og bud, krav og forventning. Det kan være hårdt at være menneske, hårdt at gøre det rigtige og vanskeligt at opretholde det gode gudsforhold. Hør bare her hvilke 10 bud mennesker på den tid forholdt sig til. Dem og mange, mange andre renhedsforeskrifter, adfærdsreguleringer og anvisninger. Men altså væsentligst disse ti:

1. bud Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem. Andre guder. Nej der er da kun én. Men hvem eller hvad dyrker vi som VAR de guder! Ægtefællen? Børnene? Jobbet? Pengene? Helsen? Livets længde? Lad os lige definere at Gud er den, hvortil vi lægger al vor håb, den vort hjerte hænger ved. Den der er vores mening og den vi tyer til, når lokummet brænder. Måske er Gud for dig som for mig og for mange andre i vores tid Livets længde og en af den guds undersåtter bliver da korpset af læger, der skal sikre vores liv. At ringe 1-1-2 bliver da en troshandling. Men første bud løs; du må ikke have andre guder end mig. Dernæst;

2. bud Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn. Man forstår næsten slet ikke hvad det er man ikke må. Bruge sin Guds navn til løgn. Men det betyder vist at man ikke må bande. Eller i al fald; der findes 3 grupper af bandeord; dem om det der foregår på toilettet, dem om de der foregår i sengen og dem om det der handler om Vorherre. Herre Gud – det er vel ikke så svært et bud at holde. Eller hov; der forbrød jeg mig. For jeg tog Gud til indtægt for min egen hovne tilgang. Jeg brugte Gud til at fremme mit eget syn på tilværelsen. Det må jeg hellere holde mig for god til.

3. bud Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde. Må jeg godt gå i biffen så? Eller gå en søndagstur med hunden? Skal jeg ligge derhjemme og lave ingenting? Nej du skal ikke ikke noget som helst. Du skal huske at helligdagen er til for mennesket ikke mennesket for helligdagen. Den er en gave der er rakt dig; til eftertænksomhed og når der trænges til det også til ganske hårdt arbejde, helbredelser, nødhjælp og pligt. Du SKAL ikke vegetere derhjemme, for helligdagen er ikke hellig i sig selv. Det er kun livet.

4. bud Ær din far og din mor. Konfirmander fnyser tit af det bud. Det er til gengæld et af de eneste de kan huske. De ved godt at de er prisgivet deres forældre lidt endnu. Ja egentlig er det det første sted at lære afhængighed os mennesker imellem, derhjemme hos mor og far. Vi kan ikke klare os på egen hånd. Det lærer vores forældre os – al ære og respekt for det. Ikke mindst når vi selv i kød og krop eller i ånd og gerning for lov at tjene som andres forældre. Da ved vi at vi holder deres liv i vores hænder og deraf springer stor ydmyghed også bagud til de tabte forældre, vi glemte at ære.

5. bud Du må ikke begå drab – nej selvklart ikke. Men dræbt i sjælen bliver den der udsættes for galskab og fortræd. Kuet og nedbrudt bliver det undertrykte menneske. I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab; .... Men Jesus siger os: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen. Jeg tænker der sigtes på Guds og menneskers syn på et vredladent menneske. Allerede dér tager vi livet og glæden fra hinanden, jo. Det er det faglige drab.

6. bud Du må ikke bryde et ægteskab. Og her tænker jeg sådan set ikke på andres ægteskaber. Eller på at man skulle komme til at tjene som ægteskabsbryder som elsker eller elskerinde. Nej jeg tænker det helt anderledes nært. Hvornår har man ikke selv brudt sit eget ægteskab; langt forud for skilsmisse vel at mærke. BC Christiansen siger; ”spørg dig selv om du ville være gift med dig”. Om den du er og det du gør er en du kan se dig selv være gift med. Hvis ikke er der nok rimelig risiko for at du fra tid til anden har brudt dit eget ægteskab. Det er vores vilkår, vi egensindige mennesker. Vi kommer til at gøre det; når vi vil bestemme over mere end os selv og også over den anden. Det er syndens brod, der borer sig ind i vores kød.

7. bud Du må ikke stjæle. Ikke det, der frister lidt og ikke det du tager, som kræver den andens liv. I klasseværelset må man lade den andens tyggegummi være, selvom de lange fingre er vanskelige at styre, og i de store ting må du ikke berøve dit medmenneske, hvad er hans og ikke dit. For dit liv er ikke vigtigere end hans. Din glæde ikke mere værd end andres.

8. bud Du må ikke vidne falsk mod din næste. End ikke for at beskytte dig selv. Sig tingene som de er - ikke i en jagt på sandheden, hvor den ikke trænger sig på, for da gør den mere ondt end godt. Men lyv ikke om andre; påstå ikke at de har gjort noget, de ikke har. Forvræng, forstør, forøg ikke med dine ord den andens skyld. Slet heller ikke som værn for dig selv. Det andet menneske har krav på at der tales sandt om ham.

9. bud Du må ikke begære din næstes hus selvom det er svært, under tv-programmet Hammerslag ikke at ønske sig hverdagspalæer og sommerhuse som slotte. Stræb ikke efter andres glæde, familieformer, indkørsler eller frugtlunde. Et hus er mere end mursten – bliv klog af at se andre, det går godt, familier der trives. Vær glad på deres vegne, selvom du tænker at du gerne vil have deres hus og leve deres liv. Den lidelse du bærer i dit eget hus kender du fra inderside. Den lidelse, der er andres, kan ikke ses på ydersiden. Begær ikke andres hus uanset om du selv bebor en ruin.

10. bud Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom. Vi mennesker vil ellers frygtelig gerne have hvad andre har. Vi spejler os i hinanden. På digitale platforme ser vi andres lykkeliv og smilende afkom og hører kun kiv og tud fra egen stue. Vi vil gerne have hvad andre har. Men fremfor at tage, hvad er andres kærlighed og livsværdi må vi, siger Luther, tilskynde dem til at blive hvor de er og gøre hvad de skal. Vi må ikke stjæle hinanden fra hinanden. Ikke tage patent på andre mennesker. Alt vi har er en gave – og andres gaver må forblive deres.

Nu fik I en mikroversion af troens katekismus, og måske kan man tro at de 10 bud er sådan en prioriteret rækkefølge; det væsentligste først. Og at man kan slække på kravene nedefra; man må måske hellere begære en anden mands hustru end have en anden Gud?

Det kan også være at det i stedet er sat i rækkefølge efter frekvens. Hyppigst først; at vi oftere laver os afguder at dyrke, oftere i al fald end at ønske sig en anden mands æsel. Jeg skal ikke kunne sige det. I hvert fald skal man vare sig for at forsøge at vurdere hvilke regler det er mindst alvorligt at overtræde. Ligesom når bilister regner ud hvor meget for meget de må køre uden at få et klip i kortet. Den slags lovbøjninger lyder det næsten som om Saddukæeren er ude på. Sig mig Jesus – hvilke af vore mange love og bud og regler må vi i grunden tage lidt lettere på og hvilket er det allervigtigste, bare lige så vi ved hvad vi i al fald skal holde os fra og til. Nu er Kristus jo ikke en hvem som helst så han svarer helt givet noget ganske andet, end ventet. Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Han taler om lovens ord og ånd. Han siger ikke; gå ud og slagt en ged, den med grå pletter, og del den med din nabo, ham til højre, og spis det så i tre mundfulde, som hver tygges 60 gange. Nej sådan er han ikke. Han kommer ikke med ret præcise anvisninger og gør det dermed under ét både ganske svært og ganske let at leve som ansvarligt menneske. For det er netop hvad vi er; ansvarlige. Vi svarer på den udfordring livet og menneskeheden er og svaret vi giver afhænger af den grund vort liv bygger på. En grund som kan antage ganske mange forskellige udtryk. Nogle kommer af stenet grund og tænker på sig selv før andre – nok tillært af nød og mangel af den ene eller den anden karakter. Andre har den grund lagt at i dem ligger fremdrift, de skal samle til huse og hobe og sikre sig. Nok tillært fordi de ser livet som truet. Og ganske mange andre grunde kan lægges. Disse grunde kan trimmes af love; at man uanset ens egen eksistens’ udgangspunkt dog må holde sig indenfor lovens rammer og fire vægge. Så er der sådan rimelig skik på samfundet og fællesskabet. Men Jesus han siger ikke noget om lovens murværk, ikke noget om hvilke sten, hvilke reguleringer, hvilke anvisninger eller hvilke formaninger og på- og forbud vi må leve under. I stedet siger han noget helt grundlæggende, som kan blive til en ny livsgrund for mennesker. Han siger; ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ og Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne – og livet, kunne vi fortsætte. Orientér dig mod Gud; i bøn og klage, lovsang og tanke. Og tjen medmennesket altid og uden undtagelse. Det er grunden for et kristent liv. Det er grunden for gudsforholdet. Jeg er ikke sikker på at saddukæeren blev glad for det svar, men det var det han fik. På den grund må han selv forstå at svare; hvordan skal jeg dog leve. I tro og i tillid.