Kirken og købstaden

Nykøbing er en af Sjællands ældste købstader. Den afspejler Nykøbings position som tidlig handelsplads med købmandsprivilegier, der rækker 800 år tilbage i tiden.

Kirken var dengang viet til sømandshandelens skytsengel Skt. Nikolaj, og byen bekendte sig dermed til en international handelskultur med netværk overalt i Europa. Allerede fra opførelsen i begyndelsen af 1200- tallet blev kirken bygget forholdsvis stor, som det passede sig for en købstad.

Dens placering øverst på bakken bag byen og havnepladsen gjorde den synlig i landskabet og signalerede handelsbyens tilstædeværelse. I middelalderen var stedets geografi anderledes end i dag, idet byen lå på en lille halvø mellem Kattegat og Isefjorden, Kystlinjen gik tæt ind til bebyggelsen mod nord, øst og syd, og kirken kunne ses langt ude fra havet af nordtyske købmænd, der sejlede til byen for at aftage sildefangsterne fra fjorden.

Middelalderkirken

Den nuværende munkestenskirkes ældste dele stammer fra ca. 1225, hvor skib og kor blev opført i en dengang ny byggeteknik med brændte teglsten.

Forinden havde der på stedet stået en kirkebygning, hvis kor var opført i kampesten, formentlig i tilslutning til et skib i træ, der var bygget på et førkristeligt helligsted. Det oldgamle navn Holtet der stadig navngiver pladsen foran krken, betegnede en hellig lund.

Formentlig blev munkestenskirken for en stor del bygget af borgerne selv, sikkert efter tilskyndelse fra kongen og ved hjælp af bygmestre, som munkeordenerne stillede til rådighed. Kirken var udtryk for byens og borgernes styrke og selvføelse, stor og bred med en tagrygning der løftede sig ca. 25 meter over havoverfladen.

Kirkens skib og kor havde opprindelig fladt loft. Koret var formet som et simpelt kvardrat mod tre smalle vinduesåbninger mod øst efter cistercienserordenens byggeskik, mens skibets længde var dobbelt så stor som dets bredde. Over koret var på tagryggen er messespir med klokker.

Bygningen havde dengang romanske rundbuer, dels i åbningen mellem skib og kor, dels i murværkets vinduesåbninger og døre. Udvendig smykkedes murværket desuden af en frise af rundbuer under taggsimsen.

 

Kirkens indre undergik tilsvarende forandreinger, især efter reformationen i 1536, hvor katolicismen afløstes af den lutherske kirkeordning.

Fra den katolske tid er det eneste bevarende inventar kristus-figuren på korset over alteret. Den stammer fra slutningen af 1300-tallet. Der er fundet rester efter murbænke langs korets nord- og syd side, og kirkerummet har haft mindre altre, blandt andet for Skt. Anna, jomfru Marias moder, hvilket en gave til netop dette alter i 1493 viste. Desuden var hvælvinger og vægge smykkede med kalkmalerier, hvoraf der i sideskibet ses rester fra omkring 1520.

Ved reformationen blev de vigtigste kirkelige handlinger dåb, nadver og prædiken over Guds ord. Derved blev døbefondt, alterbord og prædikestol det vigtigste  inventar i kirkerummet. Som noget nyt kom nu også kirkestole og bænke for menigheden som følge af de ofte langtrukne prædikener.

De lukkede kirkestole var forbeholdt byens førende familier, der her fandt nogenlunde beskyttelse for træk og fodkulde, mens bænkene kunne benyttes af jævne borgere. Desuden var opstillet skriftestol i koret frem til 1823.

Af dette inventar findes endnu den senremanske døbefontfra omkring 1590. Den blev midt i 1600- tallet smykket men indskrifter og malerier, der viser Abrahams ofring af sønnen Isak, jesu opstandelse samt Moses med kobberslangen ved israelitternes teltlejr.

Prædikestolen fra 1636 med fem forgyldte figurer viser Jesus omgivet af evangelisterne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Desuden hører også lysekroner og lysarme til kirkerummet inventar fra 1600-tallet.

Det er karakteristisk, at meget af kirkens inventar blev skænket af velhavende borgere. Ved reformationen fik kirkerne frataget ejendom og indtægter. Det resulterede i forarmelse og forfald, så man ofte blev afhængig af private gaver. Købstaden var nedsunket i fattigdom, og i 1600- tallet måtte bystyret flere gange bede mere formuende kirker om hjælp til reparationer af kirken eller til anskaffelse af præstebolig.

Borgernes bidrag til kirken omfattede ikke kun gaver som dåbsfade, lysekroner, altersølv, tårnklokker og lignende, men også betaling for kirkelige handlinger, for brug af kirkestole og køb af gravpladser i selve kirken. I kirkens gulv er der stadig nedfældet et par gravsten, den ene for borgmester Morten Tuesen. Han døde 1618 som den ældste kendte stamfader til Grundtvig slægten, der gennem generationer besad hververne som byens borgmester og byfoged

 

Tilbygningerne

I slutningen af 1300-tallet begyndte en række bygningsændringer af kirken. Overalt i Europa gjorde nye stil-idealer sig gældende med den frembrydende gotik, karakteriseret ved himmelstræbende spidsbuer og tårnbygninger. Man kappedes om at gøre kirkerne stadig prægtigere. I Nykøbing løftedes de fladloftede kirkerum nu af krudshvælvede buer.

Byggeteknikken var endnu så ny at man for at sikre sig mod sammenstyrtning af hvælvingerne opdelte skibet i to dele ved en søjlerække midtskibs, så der kunne bygges et dobbrlt sæt mindre tunge hvælvinger. I overensstemmelse med hvælvingernes buer ændredes også vinduespartierne til mere spidse murbuer. Desuden forsynedesskib og kor med trappegavle, der udvendig afsluttede taget.

Midt i 1400-tallet byggede man et 27 m højt klokketårn i skibets vestlige ende. I de store murflader op lange tårnet blev indsat bånd med kampesten og enkelte sten højere oppe, formentlig af dekorative grunde for at modvirke munkestensfladerne monotoni. I 1500-tallet fik kirken sideskib og våbenhus mod syd samt sakristi på korets nordside.

 

Fornyelserne

Perioden med fattigdom og forfald kom til af strække sig over tre århundreder. Først i forbindelse med Grundloven i 1849 fik man en nyordning af kirkernes økonomi. Det gav mulighed for en omfattende restaurering og istandsættelse i 1880-92 og igen i 1955-57. Hensigten var at fastholde kirkens oprindelige konstruktionsmønster og at udbedre hidtidlige lappeløsninger. Ved den seneste restaurering fjernede man således det flere gange ombyggede våbenhus til fordel for en oprindelig indgang til kirken gennem tårnbygningen.

Desuden opsattes glasmalerier i korets vinduer, således som der efter alt at dømme havde været i middelalderen. Desuden fik kirken i 1994 nyt orgel. som af lysmæssige årsager nu blev placeret i hovedskibet, men tidligere orgler havde været anbragt i sideskibet.

 

Kirkegården

Uden for kirken lå den gamle kirkegård, der ophørte som begravelsesplads omkring 1920. Den er indrammet af en hvidkalket, middelalderlig mur af kampe- og munkesten med overbyggede porte med gitterlåger mod nord og syd. Ved siden af den store portmod syd er indfældet nicher i murværket. Hvor man i den katolske tid har kunnet anbringe votivgaver og vokslys. Langs kirkegårdsmuren ligger længen efter købstadens gamle skolebygning fra 1812. samme sted hvor også 1500-tallets latinskole stod.

En ny kirkegård i byens nordlige udkant blev taget i brug i 1892 som fælge af det voksende befolkningstal.

I dag fremtræder kirkegården omkring kirken som byhistorisk anlæg. De tilbageværende gravmonumenter fortæller købstadshistorie fra 1800-tallet om byens slægter og nu næsten forsvundne erhverv. Og nu som dengang er kirken ramme om borgernes liv, både når det gælder livets store begivenheder og gudstjenester året rundt.